-
Drømmer du om en billig ferie? Her får du mest for pengene
Source: BDK Finans / 10 May 2025 09:15:06 America/New_York
Hvis du drømmer om at pakke kufferten og drage ud i verden til en billig destination, bør du især have ét land i kikkerten i år. Landet har Jens Nærvig Pedersen, chefanalytiker i Danske Bank, fundet frem til. Han har tjekket en række populære feriedestinationer og set, hvor man får mest for sine danske kroner. Svaret er: Brasilien. Som dansker er det blevet over 11 procent billigere at rejse i Brasilien nu versus sommeren sidste år. Besparelsen kommer Jens Nærvig Pedersen frem til, når han tager højde for landets inflation og udviklingen i dets valuta. »Valutakursen i Brasilien er faldet relativt kraftigt, og det har ikke fået inflationen til at skyde i vejret. Man vinder på valuta og taber lidt på inflationen – samlet set er det blevet billigere at rejse til Brasilien,« forklarer Jens Nærvig Pedersen. Rod i landets finanser har fået den brasilianske real til at rasle ned, men hvis man som dansk turist hverken har lyst til samba eller karneval, kan man overveje andre destinationer. Jens Nærvig Pedersen har nemlig undersøgt 36 populære ferielande, og i bunden ligger Tyrkiet som den destination, der er blevet dyrest siden den forgangne sommer. Den galopperende tyrkiske inflation har gjort rejsemålet 9,5 procent dyrere på et år, og uden liraens markante fald på over 20 procent ville det være blevet endnu dyrere. To asiatiske lande på præmieskamlerne Det kan lyde skørt at vælge feriedestination efter inflation og valutakurser. Men de to ting sammen giver en indikation af, hvor man får mest fremmedvaluta i hånden for sine danske kroner, og hvor fremmedvalutaen samtidig strækker længst. »Det kan godt være, at valutaen er faldet i et land, men hvis priserne er steget, går de ting ud med hinanden,« understreger Jens Nærvig Pedersen. I både Indonesien og Vietnam er de lokale valutaer faldet mere end inflationen, og de to asiatiske lande indtager anden- og tredjepladsen over billige destinationer på chefanalytikernes liste. Inden man køber flybilletterne og haster afsted, skal man dog være opmærksom på, at Jens Nærvig Pedersens undersøgelse har et blindt punkt. Den siger ikke noget om, hvad det koster at rejse hen til den pågældende destination. »Det kan godt være, at Brasilien og Indonesien boner ud som lande, hvor det er blevet billigt at tage på ferie i forhold til for eksempel Sverige. Men der er stadigvæk nogle større omkostninger til blandt andet flybilletter, når man skal rejse så langt væk,« forklarer han. Priserne på flybilletter kommer vi til, men fordi Donald Trump har rystet valutamarkederne godt og grundigt med sin handelskrig, mener Jens Nærvig Pedersen, at man bør holde ekstra øje med møntfoden på sin destination. Især når man rejser til et land uden for euroen. Holder man sig indenfor, vil fastkurspolitikken sørge for, at kronen og euroen følges ad. Den danske krone og dollaren går til gengæld ikke hånd i hånd. Billigere rejser til USA? Donald Trumps handelskrig har nemlig givet en ordentlig kindhest til den amerikanske dollar, hvilket gør det en anelse billigere at rejse i landet som dansker. Jens Nærvig Pedersens analyse viser en besparelse på 3,6 procent siden sommeren sidste år, men det kommer lidt færre danskere nok til at mærke end normalt. I en ny undersøgelse, som Berlingske tidligere har beskrevet, svarer 18 procent af de adspurgte danskere, at de nægter at rejse til USA i lyset af Donald Trumps præsidentskab. Hos Spies Rejser sælger man halvt så mange rejser til USA som tidligere, og selvom alle økonomiske lærebøger siger, at lavere efterspørgsel burde give lavere priser, er det ikke entydigt tilfældet. Man skal faktisk have flere penge op af lommen for at skaffe sig plads på et fly til USA hen over sommeren, viser data fra rejseportalen momondo. »For de mest søgte destinationer i USA fra Danmark er priserne generelt steget sammenlignet med sidste sommer. Priserne for fly til nordamerikanske destinationer er i gennemsnit otte procent højere til sommer end sidste år samme tid,« siger Per Christiansen, talsperson for momondo. Der kan alligevel være noget om snakken med billigere rejser til USA. Rejseselskabet TUI oplever, at kunderne sammensætter rejser, som i gennemsnit er 13 procent billigere end sidste år, og for juli 19 procent. Hertil er flybilletterne billige Og så er vi tilbage ved priserne på flybilletter. Vil man lade sin rejsedestination diktere af, hvor det er relativt billigt at flyve til, bør man gøre plads til paella i maven og kigge mod Spanien. »Vi ser lavere priser på vores mest søgte spanske destinationer – der er faktisk mulighed for at spare op til 15 procent, hvis man vil flyve til sol og sangria til sommer sammenlignet sommeren 2024,« siger Per Christiansen fra momondo. Med de ord henviser han til, at det største prisfald på en returbillet gælder Mallorca, hvor prisen er faldet til cirka 1.800 kroner fra 2.200 sidste år. Ser man bort fra de spanske destinationer, er det også blevet billigere at flyve til Bali i Indonesien, Milano, Split, Antalya og Tokyo ifølge momondos tal. Jens Nærvig Pedersen hæfter sig dog ved, at Japan er blevet en anelse dyrere på hans liste, fordi yennen er steget. Chefanalytikeren har selv planer om at tage til Sverige på sommerferie. Landet er blevet knap otte procent dyrere end sidste sommer, fordi den svenske krone er styrket, konstaterer Jens Nærvig Pedersen: »Men til gengæld skal vi køre derhen, så der sparer vi lidt på rejseomkostningerne.« https://www.berlingske.dk/dine-penge/droemmer-du-om-en-billig-ferie-her-faar-du-mest-for-pengene